Sprog og begyndende læsning i børnehaveklassen

Samtaler, fortællinger og skrift

I børnehaveklassen arbejder børnene med at fortælle, lytte og undersøge, hvordan sprog og skrift fungerer. Fagplanudkastet samler det under kommunikation og sproglig udvikling. Området omfatter både det talte sprog og den tidlige læsning og skrivning. Se side 8.

Højtlæsning og fortællinger har en central plads. Børnene møder litteratur og får noget at forestille sig og tale om sammen. En samtale om en historie kan derfor handle om, hvad børnene undrer sig over, også før de selv kan læse teksten.

Udkastet beskriver desuden arbejdet med at vente på tur, stille spørgsmål og begrunde noget. Børnene skal øve sig i at lytte til andre og være opmærksomme på kropssprog. Det er indhold i undervisningen, ikke en forudsætning om, at alle mestrer samtalereglerne fra første skoledag.

Læs sammen: hvem savner vanten?

Her er en lille historie, vi selv har skrevet til eksemplet. Den voksne kan læse højt, så barnet kan være med uden selv at læse ordene:

Ida finder en rød vante ved døren. Hun lægger den på bænken. Lidt efter kommer Ali tilbage. Han ser under bænken og bag døren. Ida peger på vanten. Ali smiler og tager den på.

Spørger den voksne “Hvad gjorde Ida først?”, kan barnet finde svaret i historien: Hun fandt en vante. Barnet kan genfortælle fortsættelsen med egne ord. Det afgørende i denne samtale er, om rækkefølgen stadig giver mening, ikke om barnet husker vores formuleringer.

Et andet spørgsmål kræver, at man tænker videre: “Hvorfor tror du, Ali kom tilbage?” Historien siger ikke direkte, at han ledte efter sin vante. Hans søgen og det, at han tager vanten på, giver grund til den forklaring. Den voksne kan læse de steder igen og spørge, hvad barnet bygger sit bud på.

En tænkt samtale kunne fortsætte sådan:

• Barnet: “Han leder efter den.”
• Den voksne: “Hvad mener du med ‘den’?”
• Barnet: “Vanten. Han kigger under bænken.”
• Den voksne: “Ja, det står der. Hvad gør han, da Ida viser ham vanten?”

Her bliver “den” gjort tydeligere ved at sige “vanten”. Den voksne tager barnets svar op og stiller et spørgsmål, der kan besvares ud fra teksten. Barnet behøver ikke gætte, hvilket svar den voksne tænker på.

Ida peger også uden at sige noget. Det giver et konkret sted at tale om, hvordan en bevægelse kan være en besked. Historien fortæller derimod ikke, hvad alle personerne føler; Alis smil er noget, læserne kan tale om, ikke bevis for en bestemt følelse i enhver situation.

Historien og samtalen er redaktionelle eksempler på højtlæsning, genfortælling og samtale. Udkastet nævner litteratur, spørgsmål, begrundelser og opmærksomhed på kropssprog på side 8. Det foreskriver hverken denne tekst eller disse spørgsmål. Den korte historie erstatter heller ikke mødet med forskellige bøger og fortællinger.

Hvad betyder arbejdet med lyde og bogstaver?

Undervisningen omfatter opmærksomhed på ord, stavelser og de enkelte lyde i sproget. Børnene skal arbejde med bogstavernes form, navn og lyd og med skrift som en måde at meddele noget på. Det gælder både skrift, de møder, og skrift, de selv laver. Se side 8.

Bogstavets navn og dets lyd er to forskellige ting at undersøge. I vores eksempel kan børnene sige ordet “sol”, lytte efter begyndelsen og forbinde den med bogstavet s. Det er én lille del af arbejdet. Eksemplet er ikke en fuld læsemetode eller en rækkefølge, skolen skal følge.

Ordforråd indgår også. Børnene eksperimenterer med, hvad ord betyder, og hvordan de kan bruge sproget til forskellige formål. Det kan være at forklare en idé eller stille et spørgsmål, som en anden kan svare på.

Ord, stavelser og en hel sætning

Tag den enkle sætning “Ida spiser en banan.” Den er lavet til denne øvelse og hører ikke til historien om vanten.

På skrift har sætningen fire ord: “Ida”, “spiser”, “en” og “banan”. Man kan pege på dem ét ad gangen. Punktummet afslutter sætningen; det er ikke et femte ord. Ordene fortæller tilsammen, hvem der gør noget, og hvad hun spiser.

Sig nu kun “banan” langsomt: ba-nan. Det har to stavelser, men er stadig ét ord. Bindestregen viser vores opdeling i øvelsen; ordet skrives normalt uden den. Man tæller derfor noget forskelligt, når man tæller ord i sætningen og stavelser i “banan”.

En enkelt sproglyd er en mindre del at lytte efter, som begyndelsen af “sol” i eksemplet ovenfor. Stavelser er ikke det samme som bogstaver. “Banan” har fem bogstaver på skrift, selv om vi siger ordet i to stavelser.

Den voksne kan skrive “Ida spiser en banan.” på fire ordkort og læse dem fra venstre mod højre. Bytter man “banan” ud med “is”, har sætningen stadig fire ord, men fortæller noget andet. Her kan barnet pege og foreslå et nyt ord, mens den voksne hjælper med skriften.

Det er en afgrænset måde at undersøge ord og skrift på. Den er ikke en generel regel om, at alle sætninger skal bygges sådan, eller at børn skal kunne tælle ord og stavelser uden hjælp. Udkastets arbejde med ord, stavelser, lyde og enkle sætninger er beskrevet på side 8.

Et eksempel: en besked til den næste gruppe

En gruppe har bygget en fantasiby og vil fortælle den næste gruppe, hvor bussen holder. Et barn tegner en bus. Et andet foreslår at skrive et skilt. Den voksne spørger, hvad skiltet skal fortælle, og hjælper børnene med at undersøge ord og bogstaver.

Da den næste gruppe kommer, prøver de at forstå beskeden. Børnene kan nu tale om, hvad tegningen viste, og hvad de havde brug for at forklare med ord. Måske mangler skiltet at vise, hvilken vej bussen kører.

Det er redaktionens tænkte eksempel. Her har skriften en modtager og et formål, mens børnene får mulighed for at afprøve deres egne bud. Et skilt kan ikke i sig selv vise, hvor langt et barn er kommet med at læse, og aktiviteten dækker ikke hele områdets indhold.

Hvad beskriver målene?

Udkastet beskriver børn, der undersøger tale og skrift, forbinder lyde med bogstaver og eksperimenterer med at læse og skrive ord og enkle sætninger. Se side 8. Et andet mål handler om at udtrykke tanker og oplevelser forståeligt og tilpasse sproget i forskellige samtaler. Se side 9.

Det giver ikke grundlag for at sige, at børn skal kunne læse flydende, før de begynder i børnehaveklassen. Teksten beskriver, hvad der arbejdes med i forløbet. Den opstiller ikke her et krav om læsehastighed eller en bestemt bog, alle skal kunne læse.

Fra Fælles Mål til fagplanen

Fælles Måls tabel omfatter allerede samtale, fortælling, sproglig bevidsthed, læsning og skrivning. Den beskriver blandt andet forsøg med rim og bogstavlyde samt med at skrive og læse små tekster. Se side 5.

Der er altså betydeligt fælles indhold. Udkastet beskriver det i en anden struktur og omtaler blandt andet begyndende læsefællesskaber og funktionelt bogstavkendskab. Det er ikke det samme som, at højtlæsning, samtale eller bogstaver først nu får plads i børnehaveklassen.

Fælles Mål har også et særskilt opmærksomhedspunkt om bogstavernes form, navn og lyd, med undtagelse af q, w, x og z. Se side 4. Vi udleder ikke, at dette punkt er bortfaldet, ved alene at sammenligne områdenavnene. PDF’ens status og opdateringsforbehold skal holdes adskilt fra udkastets indhold.