Musikalsk håndværk og redskaber i 4.–6. klasse

Flere redskaber til musikarbejdet

I 4.–6. klasse beskriver fagplanudkastet en videreudvikling af det praktiske og teoretiske håndværk. Eleverne skal bruge forskellige instrumenter, stemme, lydudstyr og digitale værktøjer. Notation og musikalsk fagsprog skal støtte arbejdet. Se side 10–11.

Formålet er, at eleverne får flere muligheder for at udtrykke sig og forstå musik. Spørg eksempelvis, hvad eleven bruger et redskab til at høre, ændre eller forklare i det aktuelle forløb.

Eksempel: Hvilken ændring hører vi?

En gruppe arbejder med et kort lydforløb, den selv har lavet. Den vil afprøve en ændring, men aftaler først, hvilken del den vil holde uændret. Det er vores tænkte eksempel, ikke en vejledning til et bestemt musikprogram.

Gruppen kan beholde rækkefølgen og prøve en anden lydkilde. Bagefter beskriver eleverne, hvad de hører. Hvis de samtidig ændrer både rækkefølge og tempo, bliver det vanskeligere at forklare, hvad netop lydskiftet gjorde ved udtrykket.

Læreren vælger rammer og redskaber. Eleverne kan fastholde deres valg i en tegning eller anden notation, de forstår. De kan så vende tilbage til den første version og kontrollere, hvad de faktisk ændrede.

Eksemplet viser undersøgelse og dokumentation af et valg. Det er ikke en regel om, at musik altid skal udvikles med én ændring ad gangen. I andre dele af en skabende proces kan eleverne godt prøve flere idéer på én gang.

Fagsprog skal gøre valget tydeligt

Udkastet nævner viden om rytme, toner, klang, dynamik og form og en stigende brug af musikalsk fagsprog. Se side 11.

I eksemplet kan læreren hjælpe eleverne med at finde et ord, der præciserer deres iagttagelse. Hvis de kun siger “det lyder anderledes”, kan de lytte igen og pege på forskellen. Begrebet skal passe til det, de undersøger, ikke blot få forklaringen til at lyde mere faglig.

Det praktiske arbejde omfatter også at øve teknikker. Guidens ene lydsammenligning dækker derfor ikke alle instrumentfærdigheder, notationsformer eller teoretiske begreber i området.

Tonehøjde, klang og styrke er forskellige ting

Tonehøjde beskriver, om en tone er dyb eller lys. Klang beskriver lydens karakter, for eksempel forskellen mellem en stemme og et instrument. Dynamik handler om lydstyrke og ændringer i den. En lysere tone er altså ikke det samme som en kraftigere tone. Vi bruger AQA’s musikordbog til begreberne, ikke til at fastsætte danske undervisningskrav.

I det tænkte lydforløb kan gruppen skrive tre forskellige forslag: “Vælg en lysere tone”, “behold tonen, men vælg en anden instrumentlyd” eller “spil den samme tone svagere”. Forslagene retter sig mod henholdsvis tonehøjde, klang og dynamik. Gruppen skal bagefter lytte efter, hvad der faktisk ændrede sig; forslagene er ikke i sig selv bevis for, at alt andet forblev uændret.

Læs et kort forløb med en fælles tegnforklaring

Notation er en måde at skrive musik ned på. Rytme beskriver tonernes placering, varigheder og betoning, mens form beskriver et musikstykkes overordnede opbygning. Begreberne hos AQA.

Her er vores egen læseøvelse, ikke en melodi fra en sang eller et krav fra fagplanen. Vi vælger to faste toner: L er den dybe, og H er den lyse. Vi angiver ikke deres præcise tonehøjde eller afstanden mellem dem. Hvert felt varer ét sekund. Et bogstav starter tonen ved feltets begyndelse; en pil fortsætter den samme tone uden nyt anslag. Et tomt felt betyder stilhed i hele feltet. Tonen slutter ved feltets slutning, medmindre næste felt har en pil.

Del	1	2	3	4
A	L	→	H	Tom
B	H	L	H	Tom

I A lyder den dybe tone fra 0 til 2 sekunder. Den lyse starter ved 2 sekunder og slutter ved 3. Derefter er der ét sekunds stilhed. A har to anslag, selv om der er lyd i tre felter. I B starter en ny tone ved 0, 1 og 2 sekunder. B har tre anslag og slutter også med ét sekunds stilhed. Pil og tomt felt betyder altså ikke det samme.

Tabellen viser, hvordan vi har aftalt at læse netop dette forløb. Den er ikke almindelig nodelinjenotation. Den angiver hverken instrumentlyd eller lydstyrke, og der følger ingen optagelse med. Hvis to grupper vælger forskellige toner eller instrumenter, kan de følge tabellen og alligevel lyde forskelligt.

Hvad betyder A–B–A?

Vi sætter delene sammen som A–B–A. Hver del varer fire sekunder: først A fra 0 til 4, så B fra 4 til 8 og til sidst A fra 8 til 12. Det sidste A gentager præcis det første A i vores eksempel. Delrækkefølgen viser formen; felterne inde i hver del viser de enkelte hændelser. Den sidste stilhed er medregnet i de 12 sekunder.

Sammenlign med A–A–B: De samme dele fylder stadig 12 sekunder, men nu kommer B til sidst i stedet for mellem to A-dele. Det er en ændring af formen. Hvis vi i stedet beholder A–B–A og beder gruppen spille det sidste A svagere, er det den aftalte dynamik, vi ændrer. Toner og varigheder i tabellen er uændrede. Med en anden instrumentlyd kan vi undersøge klangen.

En elev kan dermed forklare mere end “vi gjorde den anderledes”: “Vi beholdt delrækkefølgen og tonerne, men spillede sidste A svagere.” Øvelsen gør valget synligt i en kort beskrivelse. Den er ikke en opskrift på, hvad der lyder bedst. Se også eksemplet på improvisation, komposition og klip i et musikprogram, hvis I vil arbejde videre med at skabe og ændre et forløb.

Digitale værktøjer er ikke et bestemt produkt

Udkastet nævner digitale værktøjer sammen med andre musikalske redskaber. Se side 11. Den citerede beskrivelse udpeger ikke en bestemt app eller et krav om, at familien køber udstyr.

Spørg skolen, hvilke redskaber klassen bruger, hvis barnet vil forklare et forløb hjemme. Denne guide angiver ikke tekniske indstillinger eller procedurer til lydudstyr; de afhænger af det konkrete udstyr og undervisningen.

Fra Fælles Mål til fagplanen

Fælles Mål efter 4. klasse indeholder allerede spil efter gehør med støtte af notation samt analyse af form, dynamik og klangfarve. Se side 6. Efter 6. klasse indgår elektriske instrumenter, teknisk udstyr, notation og gehør samt digital bearbejdning af musik. Se side 7.

Udkastet samler redskaberne under håndværk og beskriver deres forbindelse til nuanceret udtryk og forståelse. Teknik, notation og digitale muligheder er ikke nye emner i sig selv.

I Fælles Mål står flere af disse færdigheder i særskilte målområder: notation kan støtte sammenspil, og form, dynamik og klangfarve indgår i musikforståelse. I udkastets håndværksområde knyttes praktiske færdigheder, teori og fagsprog sammen. Vores læseøvelse kan illustrere forbindelsen: Eleven følger en aftalt notation, udfører et forløb og forklarer en ændring med fagord. Det er vores undervisningseksempel, ikke dokumentation for, at netop denne øvelse er obligatorisk eller kun kan bruges under den nye fagplan. Fælles Mål, side 6 og fagplanudkastet, side 11.

De tidligere mål efter 4. og 6. klasse svarer ikke direkte til udkastets samlede 4.–6. klasseforløb. Se Fælles Mål-dokumentets statusforbehold på side 1.